mandag den 29. september 2014

En tur på Ingerslevs loppemarked

Jeg har faktisk ikke været på markedet før, på trods af at jeg igennem 3 år næsten boede lige ved siden af, men nu kom jeg afsted med bettemanden, da vi var til fødselsdag hos svigerinden og vi alle sammen lige gik en tur derned i det gode vejr.

Bettemanden fik selvfølgelig straks øje på et bord med Lego og vi kiggede lidt...det var gode priser, men jeg havde jo ikke penge med. Men der var ingen ko på isen, for de tog jo mobile pay...genialt. Så bettemanden valgte nedenstående fly (kostede 40 kr) og vi gik videre.


Jeg vendte dog tilbage lidt senere uden bettemanden og købte lidt mere, så der var til lidt smågaver fremadrettet....



Jeg er fuldstændig ligeglad med om legetøjet er brugt, sålænge det er i fin stand. Vi har flere gange købt gaver til sønnike, hvor det var brugt...tildels fordi det er billigere og tildels fordi jeg ikke er så vild med vores forbrugsfest i DK. Det er ikke fordi vi ikke har råd til at købe nyt, men måske mere fordi vi prioritere anderledes...hvad med dig - hvad gør I derhjemme?

fredag den 26. september 2014

kjole i stoffet fra Stof og Stil

Jeg elsker simpelthen dette kjolemønster og det gør virkeligt noget godt for min krop....den første jeg lavede er her. Denne gang har jeg dog istedet for at lave et stykke med elastik på ryggen, så har jeg lavet indsnit istedet og det fungerer rigtigt godt.






Beklager de lidt overbelyste billeder, men vi går den vej nu, hvor det er svært at tage gode billeder når man kommer hjem fra arbejde. Stoffet er alt for lækkert og jeg overvejer at købe mere, bare fordi det er lækkert :) Kjolen har jeg haft på idag, hvor jeg havde farvel morgenmad med på arbejde og er fuldt ud tilfreds :)

God weekend til jer alle....her bliver den aktiv med en dag hos søster med ombygning og en søndag med fødselsdag for svigerinden.

mandag den 22. september 2014

Sommerkjole

For noget tid siden viste jeg at jeg havde købt dette stof og så blev der ikke rigtigt gjort mere ved det. Nu har jeg så endelig fået kjolen færdig og den er blevet rigtig fin. Den består egentligt blot af to ens stykker (for og bag) og desværre med en bred hals....jeg var uopmærksom og noget af stoffet kom derfor ved en fejl med i syningen af halsen, hvilket betød at der blev klippet et hul. Så skulle der en bredere rib til, for at halsen ikke blev for vid. Jeg er stadig ret vild med stoffet, men det bliver vist ikke som sommerkjole den bliver brugt.




Jeg ahr været nødt til at lukke for kommentarer fra anonyme brugere, da jeg virkeligt bliver spammet for tiden, så der må sendes mail istedet.

onsdag den 17. september 2014

Var lige en tur i stof og stil

og der købte jeg blandt andet dette stof, som selvfølgelig skal laves til en kjole til undertegnede :)


Det går ikke helt så hurtigt i hjemmet for tiden, for tildels har jeg været syg og tildels foregår der en masse på arbejde med at afslutte patientforløb og ligenende, så jeg er træt når jeg kommer hjem. Jeg får lavet lidt kreativt og hæklet...men jeg får det ikke vist frem. Men jeg vil nu prøve at blive bedre til at få det vist frem - jeg skal jo bare lige have taget billederne :)

Jeg hentede min nye cykel i går og hvor er den lækker, så turen idag på arbejde MED cykelhjelm var en fryd :)

fredag den 12. september 2014

Så har jeg bestilt ny cykel

Min nuværende cykel er ca. 8 år gammel og den har en del reparationer bag sig, men også en del der ligger forude. Nu er det punkt nået hvor det ikke rigtigt kan betale sig længere at reparere på den. Så da jeg fik fastansættelse skulle en fejringsgave til mig være en ny cykel (kommer til at cykle 10 km hver dag).
Når jeg cykler så går det gerne stærkt og terrænet i Aarhus er med mange bakker, så der skal være nogle gear at tage af. Så nedenstående cykel er lige bestilt ved en cykelhandler i Storcenter Nord og jeg glæder mig til den kommer hjem...det bliver så fantastisk at cykle på den (den får udover det der er på billedet også monteret skærme, lås, støttefod og lygter).


Når man nu skal suse igennem byen i stor fart, så må jeg vist hellere få købt mig den cykelhjelm, jeg længe har sagt jeg skulle have, men aldrig har fået købt.



For det første er sønnike ved at være gammel nok til at spørge hvorfor jeg ikke har cykelhjelm på og for det andet så ser jeg ofte at trafikken i Århus går galt og der er uheld. Det er ikke for at male fanden på væggen, men når man gennem flere år har haft berøring med mennesker, hvor det er gået galt, så kommer man da til at tænke. Min svigerinde arbejde på et neuro-rehabiliteringscenter og det er i hvert fald en tilstand jeg helst ikke skulle ende i, så jeg får brug for den behandling de tilbyder.
Min undskyldning i flere år har været at jeg ikke ville have cykelhjelm fordi man ikke kunne sætte håret op (jeg har altid opsat hår), men den ovenstående model er lavet på en sådan måde, at man kan have hestehalen ud mellem hjelm og spændestrop. Så nu er der ikke flere undskyldninger, så når den kommer på lager i slutningen af måneden, så bliver den købt og så må forfængeligheden vige pladsen for fornuften :)

Indlægget er på ingen måder sponsoreret, men blot en hverdagsbeslutning jeg deler med jer.

tirsdag den 9. september 2014

Zpagetti tæppet er færdigt

Tæppet er her færdighæklet og har ligget et par nætter under pres....men syntes altid lige at tæppet skal have lov at sætte sig. I midten af det hele er den turkise stribe svær at lægge ned - måske fordi garnet bare var tykkere end det andet.




Men som du kan se, så skal der stå en stol ovenpå, så gør det ikke så meget at det bølger, for man ser det ikke. Det avr svært at få lov at tage billeder uden bettemanden på, så han kom også lige med under stolen :)

Jeg har fulgt opskriften i forhold til antal etc., men farvefordelingen er ikke sat i system, men mere efter hvordan jeg syntes det passede sammen.

Jeg er også begyndt på puf'en, men den får I at se en anden dag...:-)

søndag den 7. september 2014

En mønster skulle afprøves...

Jeg skulle afprøve et mønster på bukser fra Onion nr. 4026 Chino-berberbuks, så nu hvor Stof og Stil havde fået deres vintervarer hjem, så måtte jeg jo lige en tur der forbi. Det blev til noget meget smukt jerseystof og buskerne sidder rigtigt fint på mig....men hvad tænker du om udseende på bukserne?









Normalt når jeg tænker jerseybukser, så er det mere til hjemmebrug og slap-af bukser. Men den seneste mode viser jo at isoli, jersey og lignende stoffer bruges til hverdagsbrug og også high-end mærkerne har nogle. Så tænker du hjemmebrug eller nogle jeg kan gå på arbejde med? (jeg er psykolog og vælger derfor ofte at være lidt pænere klædt på end blot cowboybukser). Hvis stoffet havde været fast og med dette tryk ville jeg ikke betænke mig med at tage dem på på arbejde, men fordi det er jersey, så er det lidt sværere for mig at bedømme....hvad siger du?

torsdag den 4. september 2014

Gode nyheder...

Jer der har fulgt med over længere tid ved at jeg ikke har været fastansat nogle steder, men haft vikariater og tidsbegrænsede ansættelser. Det kan godt være opslidende i længden at skrive ansøgning og ikke føle et fast tilholdssted. Men det har jeg nu....jeg har lige modtaget min bekræftelse på en fastansættelse i Århus ( i fin cykelafstand)...så nu hører jeg endelig til et sted. Jeg starter 1. oktober og glæder mig rigtigt meget.


Denne smukke buket fik jeg af min bror og hans kone (der selv har bundet buketten af smukke blomster fra haven), som tillykke med jobbet.

Så nu går den med overdragelse af patientforløb til mine kolleger og få ordnet alt papirarbejdet. Så der sker ikke helt så mange ting på den kreative front, for jeg er træt om aftenen og får derfor ikke syet. Men det skal nu nok komme, for jeg har købt stof til nyt tøj...man skal jo have lidt nyt når man starter nyt arbejde.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...