mandag den 5. maj 2014

hvorfor der har været pause i blogindlæggene - Ja her kommer et lidt længere indlæg, så hæng bare i...


For 5,5 år siden blev jeg gift med min dejlige mand og livet startede så godt, men få uger senere fik vi at vide at min bror havde kræft. Det blev en lang og sej kamp  i 3,5 år med kræften, som til sidst tog livet af min smukke og stærke bror. Inden hans død nåede jeg at blive mor for første gang, min bror stod fadder for mit barn og min far fik tilsvarende dødsdom med en kræftdiagnose. Min far fik stik mod alle odds 1,5 år at leve i og han døde april 2013. Så alt i alt meget turbulent og følelsesmæssigt op- og nedture.

Fordi livet ikke går i stå selvom der kæmpes med kræft i familien, så har min mand og jeg købt vores første hus, min søster og hendes mand har totalrenoveret deres hus og tilsvarende har min yngste bror og hans kone totalrenoveret deres hus. Disse projekter har min ældste bror og min far deltaget i efter kræfter og formåen og det har været fantastisk at have deres faglige viden og erfaring, men det har også tæret på kræfterne. Jeg har flere gange været oprigtigt bekymret for min familie, da jeg har kunnet se hvordan de har hængt i med fingerspidserne. Og totalrenoveringerne er ikke i mål endnu.

Jeg blev færdiguddannet psykolog næste samtidigt med at jeg blev gift med min mand og har efterfølgende ikke haft ansættelser der varede over et halvt år og i år fik jeg min første 1-årige ansættelse. Så der har ikke været økonomisk ro eller samme planlægningsmulighed, når man ikke ved hvor man er om et halvt år (heldigvis har min mand haft fast arbejde). Jeg har været tæt på mange gange og har så senest som i fredags været til samtale på en fastansættelse, men fik det endnu en gang ikke (skuffelse tikkede ind med en mail idag).

Oveni i det hele har vi været ved mekanikeren 6 gange siden midt i marts, grundet en masse små og store reparationer. Så der har nærmest hver gang vi har sat os ud i bil (som vi hovedsageligt bruger i weekender) været en lampe eller noget der indikerede at der var noget galt.

Ovenstående sat sammen med at jeg pt. arbejder med folk, der har PTSD (traumer fra krig, tortur, overfald etc.). Det betyder, at jeg mange dage på arbejde lægger øre til de mest forfærdelige oplevelser og ser den menneskelige natur fra sine aller værste sider....ja så er det svært at holde fast i det gode i livet. Det er svært at holde fast i at ulykken "kun" rammer naboen. Det er svært at holde fast i tanken om at mennesker generelt er gode og ønsker det godt.
Mere end noget andet jeg tidligere har arbejdet med, tærer dette på mig og ikke fordi jeg har travlt på arbejde, men mere indholdet i arbejdet. Mange dage jeg cykler fra arbejde, har jeg bare brug for at mærke min søn i mine arme. Jeg har sværere ved at overskue, at besøge venner og familien (som ellers plejer at være nemt for mig). Jeg er mere bekymret og ængstelig end jeg plejer. Lysten til det kreative har været på et minimum. Det er som om at dråben fik bægeret til at f lyde over.

Alt i alt har jeg skullet bruge lidt tid på at finde ud af hvad der foregår. At jeg hverken er deprimeret eller stresset, men har nogle af symptomerne. At jeg skal tage vare på mig selv og samtidigt ikke lade mig diktere til at blive hjemme. At min mand er fantastisk og støtter mig. Min familie spørger til mig og lytter til mig. At jeg skal igang med det kreative igen, så jeg kan få mere lyst ind i hverdagen.
Jeg har udviklet nogle meget klare strategier for mit arbejde, så det ikke går ind og rammer mig i sådan en grad.

Jeg er på vej tilbage, dog uden at have været helt nede, men bare taget ekstra vare på mig selv på det sidste.

8 kommentarer:

  1. Åhhh kære dig. Så synd, at du oplever den slags ting, men det glæder mig, at du passer på dig selv i det.
    Tanker herfra

    SvarSlet
  2. Kære Anne

    Tak for dit indlæg. Det er ikke nemt at miste familiemedlemmer, og I har været meget igennem. Jeg håber, at du kan finde tid, ro og lyst til det kreative igen. Det giver i hvert fald mig meget.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
  3. Kære Anne.
    Det er så vigtig at mærke efter og lytte til kroppens signaler. I har været rigtig meget igennem, og det kræver tid og ro.
    Selv finder kobler jeg af med det kreative, men ikke sikkert det er det der hjælper dig.
    Jeg tænker, bare det at du siger fra og mærker efter er gode tegn. Min mand fandt først ud af at mærke efter og sige fra efter både stress og dep...
    Tanker til dig :)
    Kh Lena

    SvarSlet
  4. Kære Anne. Det er med en klump i halsen og tårer i øjnene, at jeg sidder her og læser. Jeg ønsker for dig og din familie, at solen igen vil skinne på dig og at livet bliver lysere igen. Kram fra Viola

    SvarSlet
  5. Wow sikke et indlæg - jeg føler virkelig med dig og din famillie! Det må have været super hårdt! Jeg håber meget at lykke er med jer og at du også med det får lysten til det kreative tilbage!
    Mvh
    Karin

    SvarSlet
  6. Søde søde Anne, ja I har haft meget....og jeg har læst med hver gang, tit tænker jeg bare hmm hvad skal jeg skrive...
    Men jeg ved du er sej og at du lytter til dig selv og dine kære.
    Stort kram til dig

    SvarSlet
  7. Takker for jeres kommentarer og opmuntring...:-) Det er nogle gange svært at bevare den positive indstilling til hverdagen og så er det rart at I kan hjælpe med at holde mig lidt oppe :-) tak...

    SvarSlet
  8. Tak for at bringe sådan et tungt men fint indlæg! Det lyder som om I har haft gode muligheder for at dele den sidste tid med din bror og din far.
    Det er godt, at blive mindet om at vi skal passe på os selv.
    Jeg håber du får mere kreativitet og lyst ind i dit liv.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...