lørdag den 15. marts 2014

Noget om at sætte sig selv til side for andre...

I en travl hverdag med arbejde, familieliv, venner og alt det andet, så kan man ofte føle man halser efter for at nå det hele. Så er det så nemt at fokusere på egne problemer og bruge sine kræfter på det der betyder noget for een selv.


Så når ens kære søster spørger om hjemmelavede knækbrød i fødselsdagsgave fordi hun ikke selv magter det og svogeren spørger om hjælp til ombygningen af huset...ja så kan man nemt komme i et dilemma. For jeg havde nu egentligt tænkt at jeg skulle have syet en kjole til barnedåb søndag, hvor vi står faddere. Og vi kunne VIRKELIGT godt trænge til rengøring derhjemme...hmm. Og jeg indrømmer blankt at første tanke var undskyldninger og bortforklaringer. Og det er så her jeg stopper min tankerække, tager en dyb indånding og slipper...slipper tanker, bortforklaringer, fokus på mig selv og mine behov. Jeg træder et skridt længere ud og ser det hele i et størrer perspektiv. Hvad er det egentlig, der betyder noget...at være smart i ny kjole eller at glæde min søster...at hjælpe de trætte ombyggere eller holde fast i at vi havde planlagt rengøring af vores hjem.

Knækbrødene tog jo ingen tid at bage og vi er kommet et godt stykke med husrenoveringen. Selvfølgelig er tanken omkring kjolen poppet op i løbet af dagen, men skidt, jeg har jo så mange andre ;-)

Ud fra weekendens gøremål fik min kollega og jeg en snak om det at skylde andre, tjenester, tilsidesætte egne behov osv. Meget interessant talte vi om på den ene side scenariet om, at hvis man gør andre en tjeneste, så skylder de for fremtiden een en tjeneste. På den anden side at hjælpe andre uden at forvente at få noget igen. Og endnu sværere at bede om hjælp...forpligter det til at skulle gengælde alt det andre gør? Og hvad gør det ved vores forhold til mennesker om vi tænker på den ene eller anden måde?

Jeg tror denne snak har rod i noget meget dybt i mennesker og enten betyder det mig først eller andre først. Jeg mener selvfølgelig ikke at det er muligt at være fuldstændigt i en af polerne, men jeg mener stadig der er en samfundstendens, der skrider frem mod "mig først" - hvilket gør mig trist.

Jeg kunne jo skrive en hel roman om emnet , men er istedet blevet nysgerrig...kender du ovenstående fra din hverdag og hvordan?

3 kommentarer:

  1. Ja, jeg kender det alt, alt for godt. Kunne også skrive en roman om det, men skal nok la' vær'. Hvordan den rette balance findes, er jeg ikke den rette til at fortælle om, for det er stadig ikke lykkedes mig, men jeg er blevet bedre til at sige nej og fra, fordi jeg er nødt til det nu.
    Jeg har altid oplevet stor glæde ved at give uden at forvente noget igen, men når det står på år efter år.... begynder det at nappe lidt i hjertekulen, når der slet ikke kommer en lille hilsen retur, ordet tak eller tilbud om en hjælpende hånd, når sygdom sætter ind.
    Jeg tror det er meget vigtigt at stoppe op, mærke efter og sige til sig selv....jeg må godt sige nej, hvis det går ud over noget, som er vigtigt for mig selv.
    Er vi ikke gode ved os selv, ender det med vi bliver så slidte ( mentalt ), at vi ikke kan være der for nogen . Giver dette rod nogen mening ?
    God dag til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret i at der skal findes en balance, for man kan selvfølgelig ikke altid tilsidesætte eget, for man skal jo selv fungere og have hverdagen til at fungere. Udfordringen er for nogle at stoppe op og passe på sig selv og udfordringen er for andre at stoppe op og se andres behov. Det er en svær balance...

      Slet
    2. Lige netop....stoppe op og mærke efter. Når nogen spørger mig, har jeg gjort det til en vane svare : Må jeg vende tilbage med svar, hvis jeg ikke er helt sikker på om jeg kan eller ej. Det giver sådan en dejlig ro og tid til at mærke efter og bremse pleaser genet i at sætte ind, som jeg bærer på :)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...