fredag den 12. juli 2013

Hue på bestilling og FERIE...

Vi har et vennepar med en søn, der er knap 3 uger yngre end vores søn. Han er også rødhåret og en lille bandit. Hans mor ville gerne have en ny hue til ham til efteråret, så jeg syede 2 stk. og så kan de vælge hvilken én de vil have og Anton kan få den anden :)



Nu er det endeligt blevet ferie i det lille hjem og vi har fuldt booket de 3 uger, så i aften skal der pakkes og imorgen går det løs...god ferie til jer alle :-)

torsdag den 11. juli 2013

Endnu et par shorts, en lille test af coverstitchmaskinen og gravstenshopping...kan man sige det?

Nu er der også ved at være nok shorts til ferien, men når man har en dreng som altid formår at svine sig til, så er det vigtigt med nok tøj :) Og så er det en genial måde at bruge mindre stofstykker på :)


Ideen med at vende stoffet i lommerne så jeg engang hos en anden blogger og syntes det var en fed detalje. Men ellers er mønsteret fra Ottobre 1/2012 og her og her er nogle andre par jeg har syet.


Her er første søm syet med coverstitch og det fungerer godt, men jeg skal lige have sat mig ind i hvordan jeg bruger ekstra tilbehøret med oplægning, denne er lavet i hånden og ikke helt perfekt :)


Igår var jeg sammen med min bror, hans kone og min mor ude at vælge gravsten til min far. Det er ikke lige en opgave jeg tit er sat for, så det var en ny oplevelse, men også en god proces. En ven af familien arbejde hos en stenhugger og vi kunne derfor designe og bestemme lige som det passede os. Typisk min familie får vi fundet os frem til en løsning som ikke er helt traditionel, men lige i familiens ånd.

Min far arbejdede indenfor musten- og teglbranchen hele sit liv og derfor helt i hans ånd skal trædestenen ind til gravstenen være mursten (nogle helt specielle mursten, der ved en fejlbrænding har den smukkeste farve og som vi har brugt i vores sommerhus). Selve gravstenen kommer til at være 40-50 cm høj og ca. 120 cm bred - så et helt andet format end traditionelt set (jeg har i hvert fald ikke set det før). Teksten bliver malet i samme farve som murstenene og så er der plads på stenen til min mors navn også når den tid kommer. Jeg er yderst tilfreds med løsningen og glæder mig til at se det samlede resultat engang efter sommerferien.

Så midt i sommerferieplanlægningsræs vender verden lige på hovedet for en stund og jeg træder ind i sorgen og mindet...og så vender jeg tilbage igen og ræser derudaf i livet...mærkeligt.

mandag den 8. juli 2013

2 års fødselsdag

I fredags havde bettemanden fødselsdag...hele 2 år :) Og det blev fejret med svigerfamilien fredag og min familie lørdag.


Gaverne fredag var Brio tog, Cars 1 og 2 dvd og dublo...særdeles populære gaver.


Jo jo der bygges togbane med det samme og meget af familien deltog i legen. Da det begyndte at blive over Antons sengetid, så blev der sat Cars 1 på. Så han kom først i senge kl 21.00...2-2,5 time senere end han plejer.


Det resulterede i at Anton først vågnede næste dag kl 10.00 da gæsterne var kommet til brunch - derfor det gode morgenhår :)


Fætter Esben hjælper med den store pakke, der indeholdte en løbecykel :)


Lidt ekstra bolde til den boldglade dreng.


Og kagemanden vidner om, at vi bestemt ikke holder igen med sukkeret - når der er fest, så lad der være fest, så kan vi altid være sunde til hverdag :)


En dejlig weekend med godt vejr og nu er hverdagen begyndt igen - sidste uge inden sommerferie, nøj jeg glæder mig :)


torsdag den 4. juli 2013

Haremsshorts til undertegnede

En del af projektet om at købe coverstitchmaskine var at jeg skal afbetale den over den kommende tid, hvilket efterlader mindre penge i budgettet til stof. Så derfor er jeg igang med at rydde ud i gemmerne og det kom der disse shorts ud af.

Det er ikke så nemt at tage billeder af sig selv, men shortsene er lavet ud fra denne guide. Det er lækre at have på og jeg skal helt sikkert lave flere (måske næste sommer) og næste gang vil jeg vælge noget tyndere stof, da dette er lidt stift.



Linningen er lavet i samme stof og med elastik. Der er desuden lavet lommer i, så jeg kan have mobiltlf etc. på mig i sommervarmen.


Benene er ligeledes lavet med en løbegang med elastik.


Og ja så kræver det jo bare lige at vejret bliver bare lidt bedre...jeg syntes ikke jeg kræver meget, men bare lidt bedre :)

tirsdag den 2. juli 2013

DIY "vadesæk", "dynepose" eller "hvad den nu hedder"

For mange år siden fik hele min familie vadesække syet til hver især af min kære moster. Den har på mange ture været uundværlig og er den perfekte måde at transportere sin dyne/pude/lagen på weekendtur. Nu er jeg jo lidt vanskelig og det betyder også at jeg gerne ville have den jeg skulle sy til bettemanden matchede vores - så derfor skulle vi også have en ny. Her er en lille DIY til jer alle med billeder og forklaringer.


Materialer (til begge):
 1 meter blåt bævernylon (140 cm bredde)
1 meter gråt bævernylon (140 cm bredde)
1 meter anoraksnor (til den lille)
1,5 meter anoraksnor (til den store)
Snøreringe i passende størrelse (jeg har brugt Ø 5mm)
(symaskine, blyant, saks, tråd, målebånd)
1. Først en lille arbejdstegning, som du også kan lade dig inspirere af til at lave en med dine egne mål :)
  

2. Målene på den store:
2a. Selve sækken: 70 cm + 8 cm ombuk + 2 cm sømrum på den ene led og 110 cm + 2 cm sømrum på den anden led (80cmx112cm). 
2b. Bunden: 35 cm + 2 cm sømrum i diameteren.
2c. "Ekstra bane": 80 cm x 30 cm
2d. Hank: 30 cm x 10 cm

3. Målene på den lille:
3a. Selv sækken: 50 cm + 8 cm ombuk + 2 cm sømrum på den ene led og 80 cm + 2 cm sømrum på den anden led (60cmx82cm)
3b. Bunden: 20 cm + 2 cm sømrum i diameteren.
3c. "Ekstra bane": 60 cm x 25 cm
3d. Hank: 30 cm x 10 cm

  

4. Billedet nedenfor viser hvorledes mønsterdelene kan placeres på stoffet. Er det svært at finde en passer i hjemmets hushold eller eje du simpelthen ikke én, så kan du med fordel bruge dessert tallerkener til den lille og et stort fad til den store.

 

5. De udklippede mønsterdele ser således ud.


6. Så til selv sammensyningen. Nedenstående er en gennemgang af sammensyningen af den store vadesæk. Først syr du selve sækken sammen til et rør på den korte led, dvs. den lange side kommer til at danne en cirkel.

  

7. Så sætter du den ekstra bane på ovenpå sammensyningen således denne bliver skjult.

 

8. Sørg for at sy banen godt på - gerne med flere sømme, idet der kommer en del træk i disse sømme når du fylder sækken og bærer den.


9. Så sætter du bunden fast på røret med nåle og eventuelt justerer for sækkens omkreds og den cirkel den skal sættes fast på. og så syr du den fast. (Jeg klippede selv lidt af sækkens omkreds, men endte også med at sy lidt folder således at sækken kunne indeholde nok).


10. Vendt med forsiden ud ser den således ud nu.


11. Så skal hankens sys.


12. Hanken skal ligeledes forstærkes med syninger, da den bliver udsat for en del løft. Sammensyningen bliver selvfølgelig gemt på bagsiden af hanken.


13. Hanken påsættes sækken og enderne "foldes skjult ind-under enderne".


14. Hanken sys på som vist.


15. Sørg for at sy hanken på med ekstra forstærkede syninger (jeg syede flere gange over de samme steder samt syede "krydser").


16. Så skal toppen ombukkes, dvs. med 2 ombuk og syninger for oven og forneden.



17. Så sættes der snøreringe i (denne proces forklares på selve pakken man køber med snøreringe). Man skal lige huske at snoren kører ind og ud af hullerne og der derfor ikke skal være et hul i midten, idet knuden derfor bindes skævt :)


18. Voila, så er de færdige. Den store sæk indeholder på billedet 2 hovedpuder og 2 dyner med ekstra længde. Den lille sæk indeholder juniordyne, pude og sovedyr.


Hvis du laver din egen udgave vil jeg gerne at du linker til den i kommetarfeltet således andre kan få inspiration af netop din sammensætning :)










Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...