mandag den 15. april 2013

Så står jeg her igen...

Som jeg for lidt over et år siden skrev her, så stod min bror for døden og jeg skulle finde ud af at sige farvel. Nu står jeg der igen, men nu er det min far der står for tur....
Vi har været heldige for prognoserne sagde at han ville dø før min bror og nu et år efter lever han stadig. Vi er velsignet med at vi har bearbejdet en del af første tab førend det næste kommer...men det fjerner ikke smerten. Vi vil vel altid at vores forældre lever for evigt og naturligvis kan de ikke det, men man vil altid have mere...jeg vil have mere. Jeg vil at min søn skal kende sin bedstefar og det kommer han ikke til. Jeg vil at min far skal nå at leve sine sidste drømme ud, men det er ikke muligt.

Billedet et fra påsken hvor min fars kræfter var begrænset til at gå op på klitten og se havet, men ikke til stranden, for så var der for langt tilbage.

Når jeg så står her og skal sige farvel, så skal de usagte ting til at formuleres. Jeg kommer til at græde...græde af taknemlighed over den far han har været. Græde af kærlighed til ham. Græde over de ting vi ikke kommer til at opleve sammen. Jeg kan se i mig selv at han lever videre og det kan jeg også give videre til min søn. Jeg kan fortælle historier om bedstefar og fortælle hvem han var. Hvem han var for mig og hvad han lærte mig.

Jeg vil takke ham for viljen til at gå efter målet og udholdenhed. Takke ham for selvstændiggørende opdragelse og lige behandling. Takke ham for altid at tage en interesse i mig og mit liv. At ville lytte og spørge, snakke og fortælle. Takke ham for....ja bare for at være der i mit liv.

Det er svært at koge essensen ned igennem et helt liv, men meningen skal nok skinne igennem mine dårlige formuleringer og tårer der triller. Det skal snart være, for der er vist ikke så meget tid tilbage og det er svært at forudsige hvornår døden indtræffer. Jeg ønsker ham en værdig død og en hurtig død uden smerter. Det ser ud til at det er den vej det går, men viljen til at leve kan nogle gange overraske.

Usikkerheden om hvordan det går igennem et behandlingsforløb kan tære meget på kræfterne og give en generel følelse af at man ikke helt ved hvad man kan forvente. Oveni det har manglende job tilført endnu større usikkerhed. Jeg har den sidste tid gået og været rigtig træt at leve en hverdag i usikkerhed. Ironisk nok samme dag som jeg får meldingen om min fars indlæggelse og forværring, får jeg tilbudt et halvt års vikariat på min arbejdsplads, dvs. noget der ligger udover de vikariater, jeg tidligere har beskrevet her. Jeg er glad, men har lidt svært ved at glæde mig rigtigt...

12 kommentarer:

  1. Det er aldrig nemt at skulle miste sine kære! Men hvor er det skønt at i ved at i ved det, så i kan nå at sige farvel! :-)

    SvarSlet
  2. uhh et heftigt indlæg. Jeg flervirkelig med dig. Jeg forstår dine tanker og følelser - det er så svært!! Ja ubærligt og egentlig er det mærkeligt at man ikke går helt i stykker og smuldrer op, når det gør så ondt.
    Kærlige tanker til dig og din familie!
    Bedste hilsner fra Viola

    SvarSlet
  3. Åh, Anne, hvor er det bare frygteligt! Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden min bror eller mine forældre, og det at skulle miste to familiemedlemmer - det er da ikke til at holde ud. Men det er godt, at I får mulighed for at sige farvel - selvom det er en svær svær tid. Jeg vil tænke på dig.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
  4. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at skulle sige farvel til sin far. Tror aldrig man bliver klar til at skulle sige farvel. Masser af tanker til dig og din famile.

    SvarSlet
  5. Puha Anne, sender mange varme knus i din retning. Hvor er det uretfærdigt. Kan man sige farvel på forhånd? Tage afsked i rog og mag? Jeg tror ikke sorgen kan blive mindre af den grund...
    kh Libbie

    SvarSlet
  6. Også tanker her fra. Det er så svært, men at få muligheden for at sige farvel er bedre end ikke at få muligheden. Jeg fik ikke muligheden for at sige farvel til min far, og det er jeg stadig ked af her 16 år efter. Brug ordene med omhu - og værn om den tid I har sammen :-)

    Kh. Mette

    SvarSlet
  7. Puha, har ikke ord... men ville ikke gå uden et kram. Det gør mig SÅ ondt :-(

    SvarSlet
  8. Kære Anne - har først lige læst dit indlæg, men ved jo lidt om jeres familiesituation. Lige gyldigt, hvor meget man ved på forhånd - så kan man alligevel ikke forstå at det er nu og hvordan man skal forholde sig til det. Dejligt at I har mulighed for at være så meget sammen og det virker til, at I har en stærk familie med masser af omsorg og kærlighed.
    Bedste tanker herfra til både dig - og hele din familie

    SvarSlet
  9. Hvor er jeg ked af at læse at du står "der" igen. Kan huske hvor stort et indtryk din brors død gjorde på mig - og er næsten overbevist om at det var den begravelse der fyldte kirken her i byen (Them). Mange tanker i jeres retning - tænker at dig og din mor har oplevet det værst tænkelige de sidste par år :o(. Kh. Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret i din overbevisning, for det var i Them min bror blev begravet. Vi havde det længste begravelsesfølge jeg nogensinde har været med i fra kirken i Brande til kirkegården i Them. Det var en smuk dag...

      Slet
  10. Kære Anne,

    Jeg kender dig ikke men føler din smerte og sender dig de varmeste tanker og håb for at du og din familie kommer igennem denne svære tid.

    Kh
    Heidi

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...